KOMMENTARER
Alle deltagerne på Konventet har haft mulighed for at læse og kommentere min tekst om den post-utopiske litteratur. Det benyttede fire forfattere hhv. kritikere sig af, og jeg har fået lov til at bringe deres indvendinger og præciseringer her. Jeg har hele tiden understreget, at teksten udelukkende dækkede mit eget indtryk af diskussionerne på Konventet, men jeg synes kun det er rimeligt, at reaktionerne optræder i umiddelbar forlængelse af min tekst.
NIELSEN
Kære alle I, som deltog i konventet i det kongelige hus i Sydskagen
Nielsen her var meget begejstret over at deltage og meget udmattet af at have deltaget og takker jer alle for begge sindsforstyrrelser, tak!
Og så til min kritik af dagens tekst. Måske er den for specifik til at interessere jer alle, men så kan I bare falde ud af nettet HER, mens jeg fortsætter således:
1.
I det følgende afsnit skriver Niels, at jeg indledte mit oplæg med at “beskrive, hvordan vi er omgivet af fritsvævende, abstrakte økonomiske kræfter”. For at undgå at henfalde i den magtesløshed, Niels føler på vegne af os alle, må man – som jeg i mit oplæg – undgå at se eller tænke det i sine abstraktioner dog ganske konkrete metamarked med alle dets konkrete aktører (de være sig mennesker, logaritmer etc.) som “fritsvævende abstrakte kræfter”. Gør man det ender man i Franksk jeg-ikke-forstå magtesløshedsfølelse. Den vil jeg gerne sige mig fri for. Når jeg i samme oplæg som citeret sagde: “Men det er nødvendigt at gøre det umulige”, så mente og mener jeg det sgu positivt: Jeg mener, at det er den eneste løsning, det der bør gøres: det umulige. Ja! (Hvordan det så gøres er selvfølgelig mere kompliceret, men: Der er ikke andet at gøre, komme i gang, ud i verden, follow Nellie!)
2.
Jeg vil derfor også meget gerne have mig frabedt at blive så entydigt skuffet, som jeg bliver i det næste citat: “Undervejs i Nielsens oplæg fangede Thurah ordet “skuffelse”, og uden at jeg skal lægge ord i munden på nogen af dem, kunne man godt konkludere, at nutidens forfattere ikke blot er hjemløse (jf. Barfoeds afrunding), men slet og ret skuffede. Og at skuffelsen netop tilhører den post-utopiske litteratur.”
3.
Og endelig (og tilfældigvis men meget passende med ganske små bogstaver citeret) vil jeg påpege en hel sværm af misforståelser i Niels’ følgende meget kortfattede udlægning af das Beckwerks 11-årige parallelle verdenshistorie: “Eller man kunne nævne Beckwerket, der sætter ud på en idealistisk mission til gavn for demokratiet, men ender med at implodere og sluttelig begrave sig selv.”
Jeg ved ikke, hvor den implosion præcis finder sted, men den er i hvert fald ikke generel og total for den virksomhed, der hed Das Beckwerk og ikke “Beckwerket”, men at det ene eller andet werk endte med at begrave sig selv, er i hvert fald noget sludder: I det afsluttende noget pompøse “værk” (i den interne hysteriske werkretorik kaldet det “afsluttende hovedwerk”) Funus Imaginarium begravede vi en repræsentation af Claus Beck-Nielsens legeme som repræsentant for alverdens statsborgere og deres identiteter. Vi begravede sgu ikke virksomheden. Virksomheden blev lukket 3 måneder senere, thi det var tid at skifte gear, ham, livsform eller bare komme videre, get the hell out of here, og gøre noget endnu mere umuligt!
Med aftenhilsen
Jeres alt andet end post-utopiske
Nielsen
* * *
KIRSTEN THORUP
Kære alle – tak for sidst! Det var fint at være med sammen med jer på Klitgården!
Jeg har et par kommentarer (ikke rettelser) til Niels’ opsamlingstekst.
Nielsen gav udtryk for “skuffelse” i sit indlæg (også fremhævet af Thurah). Men derfra og så til den generalisering, at “nutidens forfattere” skulle være “skuffede”, kan jeg ikke tilslutte mig for mit eget vedkommende. “Skuffelse” forudsætter uindfriede forventninger. Og det fremgik ikke klart, hvad det er for nogle forventninger, der ikke bliver opfyldt. (Er det f.eks. forventningen om at et digterværk kan forandre verden eller at politikerne “hører efter”?) Og hvis det handler om “skuffelse” som en grundfølelse/tilstand, så deler jeg den ikke. Nu kom Nielsen mig så i forkøbet og delvis dementerede sin “skuffelse”.
Niels’ overskrift er en sammenfatning af mødet, som jeg ikke helt kan genkende. “Afmagt” der blev et nøgleord, kan jo netop føre til visionær, utopisk tænkning som en udvej – uden nødvendigvis at forfalde til den gamle ideologiske systemtænkning. I øvrigt er “afmagt” ikke det ord der først falder mig ind, jeg føler mig snarere udfordret og provokeret af den post-politiske magts totalitære tilsnit.
Mange vinterlige forårshilsner
Kirsten
* * *
MARIANNE STIDSEN
Kære medkonventitter,
Også tak for sidst herfra!
Jeg synes, det alt i alt er en god sammenfatning, Niels (den yngre) har skrevet, og jeg føler mig selv citeret på en ordentlig og fair måde. Til gengæld er jeg, ligesom de to foregående tilbagemeldere, betænkelig ved ordet ’post-utopisk’, da jeg i hvert fald selv forsøgte at sige noget andet i mit oplæg.
De bedste hilsener
Marianne
* * *
MAI MISFELDT
Kære alle
Tak for et par dejlige dage på Skagen
Og tak til dig, Niels d.y., for din sammenfatning.
Jeg synes egentlig, at den er ret dækkende. Man kan diskutere det post-utopiske, om det er for voldsomt. Men jeg synes, at ordet afmagt egentlig gik igen i manges bidrag. Og også dækker min egen oplevelse, af, at der ikke er et sted, hvor tingene så at sige er “i orden”, hvilket netop fremkalder den her følelse af total afmagt. Det blev tydeligt synes jeg, da den store økonomi kom på banen, for overfor dens ret abstrakte spil, som få har adgang til, virker det næsten absurd at komme med den vrede poesi. Måske kunne man også tale om et uskyldstab i forhold til den tid, som Kirsten ridsede op.
De bedste hilsner
Mai