NIELS FRANK
NYT OM DEN POST-UTOPISKE LITTERATUR
I begyndelsen af marts deltog jeg i det andet Klitgården Konvent, hvis overordnede tema var forholdet mellem det politiske og det litterære i bred forstand, med særligt blik på litteraturens rolle i en ny politiseret verden. I oplægget til Konventet hed det bl.a.: “Det er vores fornemmelse, at litteraturen under alle omstændigheder er godt i gang med at flytte hjemmefra, hvad enten det sker i dokumentariske, autofiktive eller fuldstændig genreopløsende former, samtidig med at trivialgenrer, som det hed engang, i stadig højere grad flytter ind.”
Til at diskutere emnet var en række forfattere og kritikere inviteret, heriblandt Kristina Stolz, Kirsten Thorup, Nielsen, Marianne Stidsen, Ursula Andkjær Olsen og Elisabeth Friis, der alle seks deltog med enten skrevne eller improviserede oplæg. Hvert oplæg kastede ideer og forslag på banen til videre diskussion blandt Konventets deltagere. I afdeling 4 og 5 i denne lille serie om Klitgården Konventet kan man læse hhv. Marianne Stidsens og Kirsten Thorups oplæg, som de har været så venlige at stille til rådighed for Promenaden – og tusind tak for det!
Niels Barfoed, den ukuelige arrangør, rundede weekendens Konvent af med at sige, at de danske forfattere forekom ham mere “trængte”, end han på noget tidspunkt i sit lange forfatterliv havde oplevet. I hans optik havde der trods alt i tidligere tiders “forfattervirkelighed” hersket en følelse af, at man kunne gøre en indsats og øve en eller anden form for påvirkning af det politiske og åndelige liv. Men nu var forfatternes bredere funktion blevet trængt. Barfoed konkluderede, at det ikke længere blot er litteraturen, der er flyttet hjemmefra (som det hed i oplægget), men også forfatteren, der ikke længere har noget hjem.
Man kan spørge sig selv, hvordan det er nået dertil. Og hermed mener jeg ikke blot, hvordan diskussionerne på Klitgården nåede så vidt, men også hvordan litteraturen og forfatterne i det hele taget er endt med at føle sig så udgrænsede, så magtesløse, så frustrerede. Er det, fordi det er vanskeligt at få øje på og greb om de reelle problemer? Er det, fordi problemerne er blevet så komplicerede, at forfatterne ikke længere er i stand til at gennemskue dem? Er det, fordi forfatterne er for uoplyste? Er det, fordi forfatterne ikke kan finde et nyt kritisk sprog at imødegå problemerne med? Er det, fordi de gamle idébygninger som kulturradikalisme og marxisme virker ubeboelige? Eller skyldes det måske, at forfatterne ikke længere spiller nogen opdragende eller opbyggelig rolle i det mediestyrede samfund?
I min aflæsning er det nok lidt af det hele. Men der er også noget andet på færde, der handler om det “post-utopiske”, som jeg har kaldt det i titlen. Hvad betyder det? Ja, det betyder i hvert fald ikke, at forfatterne overser eller ignorerer konkrete politiske og økonomiske problemer i verden eller er ude af stand til at lokalisere dem. På Konventet udsprang oplæg af både Nielsen og Kirsten Thorup og Kristina Stolz af helt præcise problematikker, hvad enten det nu drejede sig om finansielle transaktioner, medieverdenens selvspin eller den truede velfærdsstat. Så det post-utopiske angiver langt fra uskyldighed eller bevidstløshed blandt forfatterne. Det antyder ikke, at forfatterne er endt i en slags uberørthed eller er “flyttet for tidligt på landet,” som Thomas Boberg citerede Saul Bellow for at have skrevet.
Det angiver heller ikke, at der ikke findes en kolossal vrede og indignation hos forfatterne, eller at der ikke bliver skrevet på de fornemmelser. Det kan man se hos flere af de forfatterskaber, der blev nævnt undervejs på Konventet – hos Lars Skinnebach, Christina Hagen og Mette Moestrup samt hos flere af Konventets deltagere. Endelig angiver det post-utopiske ikke, at litteraturen skulle have mistet sin evne til at “påvirke det enkelte menneskes følelsesliv,” som Marianne Stidsen kaldte det. Litteraturen kan stadig skabe en samtale på dybt plan mellem to erfaringsverdener hos hhv. den skrivende og den læsende, især hvis den baserer sit formsprog på sanseerfaringer og selvoplevelser og mindre på politisk korrekte ideer til forbedring af verdens tilstand.
Men hvad mener jeg så med, at litteraturen er blevet “post-utopisk”? Jeg mener i første omgang alt det, enhver dekonstruktivist ved, nemlig at vi befinder os i en tid, hvor utopier er mistænkelige hvis ikke ligefrem umulige. Alle tidligere utopier har kun ført til blodbad, og der er ikke den mindste grund til at tro, at det ikke vil ske igen, hvis ideerne bliver vigtigere end det enkelte menneskes behov og lyst. Løsningen på tidens ’problem’ kan da aldrig blive at opfinde en ny glitrende model for vores alles redning. Det giver hos den enkelte forfatter en fornemmelse af, at “man ikke kan komme med positive bud, de egentlige modbilleder er altid negative billeder, uden at man føler, at man kan implementere kritikken,” som Ursula Andkjær Olsen sagde.
I næste omgang kunne begrebet henvise til en virkelighedsfornemmelse som den, Nielsen talte om, da han indledte sit oplæg med at beskrive, hvordan vi er omgivet af fritsvævende, abstrakte økonomiske kræfter, som ingen synes at have tilnærmelsesvis kontrol over, heller ikke de enkelte stater. Det er som at blive skyllet af sted af en kæmpemæssig bølge, ingen ved hvor kommer fra, og ingen ved hvor vil føre hen. “Vi handler i et rum, hvor vi ikke kan gøre noget. Men det er nødvendigt at gøre det umulige,” lød det i Nielsens udlægning. En tilsvarende magtesløshed kunne man finde i Kirsten Thorups beskrivelse af den enorme medielarm, som vi alle er omgivet af, og som formidler alt om os og reducerer os til “segmenter” i en fuldstændig kalkuleret og iscenesat virkelighed.
For det tredje kunne det post-utopiske angive problemet med at “repræsentere”, som Elisabeth Friis talte om i sit oplæg, der indeholdt eksempler fra den nyeste litteratur på at etablere en alternativ kritik, bl.a. hos den svenske forfatter Athena Farrokzhad. Hvis det kritiske element i litteraturen skal fungere, sagde Friis, må forfatteren undlade at gøre sine måske ellers velmenende ideer til programmer, så vi blot får en litteratur fuld af korrekte synspunkter. Litteraturen skal stadigvæk virke på os gennem sine sanseerfaringer og sin stoflighed. Det nytter ikke, at forfatteren taler på vegne af nogle andre, skønt de måske nok er pressede og udsatte, og det nytter ikke, at forfatteren blot stiller sin skrift til rådighed og lader den transportere ideer igennem sig. Det kritiske element er en sansevirkning, der føles ubekvem og får os til at tvivle.
Det mindede i sig selv om en replik af Kirsten Thorup om et ganske bestemt problem i tiden. Hun sagde: “Man kan ikke skrive om klimaet som idé, man skal have en personlig kilde et eller andet sted, et stof, der forbinder én til ’problemet’. Ellers duer det ikke.” Replikken kunne gælde som en kritik af den rolle, vestlige intellektuelle har haft i det 20. århundrede, rollen som irettesætter og dagsordensætter, men ofte uden “personlig kilde”. Denne måde at repræsentere på synes i dag svækket eller ligefrem underlødig. Her mindede Thomas Thurah dog om, at flere af de tyske forfattere, fx Siegfried Lenz og Günther Grass, ikke oplevede denne afstand mellem litteratur og kritik, fordi deres værker allerede havde kritikken indbygget i sig. For dem var der ikke langt fra at sidde på skrivestolen og så træde ind i rollen som åndelig indpisker.
Undervejs i Nielsens oplæg fangede Thurah ordet “skuffelse”, og uden at jeg skal lægge ord i munden på nogen af dem, kunne man godt konkludere, at nutidens forfattere ikke blot er hjemløse (jf. Barfoeds afrunding), men slet og ret skuffede. Og at skuffelsen netop tilhører den post-utopiske litteratur.
I løbet af Konventet blev der givet flere eksempler på denne form for skuffelse, hvor tilsyneladende kritiske platforme og idealistiske eksperimenter straks underløbes, enten af sig selv eller af ydre omstændigheder. I den nyeste litteratur er det mest oplagte eksempel Karl Ove Knausgårds selvbiografi, hvori forfatteren forsøgte at fortælle sin helt egen historie fri for ydre hensyn, men som mere end noget andet værk i samtiden endte med at blive medieombrust. Man kunne også som Marianne Stidsen nævne de sen-avantgardistiske eksperimenter i 1960’erne, der i dag er uskelnelige fra modeformer og reklamesprog. Eller man kunne nævne Beckwerket, der sætter ud på en idealistisk mission til gavn for demokratiet, men ender med at implodere og sluttelig begrave sig selv. Endelig kunne man som Lone Hørslev nævne de lyriske former, der forsøger at formulere en eksplicit kritik af kapitalismen, men hurtigt ender med at blive del af en såkaldt “oplevelsesøkonomi”, hvor kulturelle og kunstneriske oplevelser reduceres til varer, eller varer påståes at bibringe særlige oplevelser.
Som eksemplerne viser, kan den post-utopiske litteratur nok diagnosticere tidens problemer, men dens kritik er enten snæver i sigtet (klimaet eller demokratiet eller velfærdsstaten osv.), eller også er den yderst provisorisk, fordi dens kritiske røst straks indlejres i tidens øvrige kor af budskaber og kampagner. Endelig risikerer den post-utopiske litteratur “at ligne det, man vil gøre op med,” som Marianne Stidsen sagde, især når den er allermest håndfast og skråsikker, eller når dens kritik viser sig at være en slet skjult form for selvhævdelse. Den post-utopiske litteratur er kort sagt en litteratur, der enten er indlejret eller invaderet. Det er en litteratur, der ikke kan finde nogen holdbar kritisk position.