MARIANNE STIDSEN
GRÆNSER FOR KONSTRUKTION
Om litteratur og politik i det senkapitalistiske konkurrencesamfund
Når jeg gerne vil sige arrangørerne Niels Barfoed, Ingeborg Kofoed Brodersen og Niels Frank tak for at have stablet dette konvent om litteratur og politik på benene, er det ikke bare den sædvanlige tomme gestus. Eller fordi det er hyggeligt og rart at mødes med engagerede mennesker på Klitgårdens skønne matrikel her hvor ’dagene længes og vinteren strenges’ (hvad det selvfølgelig er). Det er fordi jeg synes, emnet virkelig er værd at mødes om. Og så fordi, jeg ser det som en kærkommen lejlighed til at blæse lidt mere liv i den udveksling mellem forfattere og kritikere, som, hvis vi kigger tilbage i litteraturhistorien, stort set altid har været forudsætningen for, at der virkelig kunne ske nogle ryk.
Denne udveksling har, efter min mening, ligget lidt underdrejet de seneste år, bl.a. fordi de for den litterære institution så nødvendige tidsskrifter er blevet kørt ud på et sidespor i den kulturelle offentlighed. I stedet synes udvekslingen nu mestendels at foregå på diverse blogs, hvor der sjældent er tid eller ro til at folde noget ud på en mere dybtgående måde, endsige lytte til hinanden, før man selv straks farer til tasterne og trykker ’send’. Eller den er reduceret til anmeldernes verbale spanking eller lobhudling af forfatternes bøger og forfatternes reaktive vånden sig over eller solen sig i disse smagsdommes ’like’/’don’t-like’. Men arrangementer som dette kan måske være med til at genoplive den egentligt kritiske samtale. Man har da lov at håbe.
Mit eget bidrag til en udveksling om emnet litteratur og politik rummer tre punkter, som jeg håber kan føre frem til noget diskussion efterfølgende. Allerførst vil jeg starte med at give et helt kort rids af, hvordan kunstens og litteraturens forhold til det politiske har udartet sig de sidste 100 år, da det nu engang er noget af det, jeg som kritiker har en specifik viden om, og da jeg synes det er vigtigt at have det historiske perspektiv med for at kunne diskutere emnet i dag på en kvalificeret måde. Dernæst vil jeg give mit eget bud på, hvor jeg mener det politisk set brænder mest på i dag, og hvor kunsten og litteraturen derfor med fordel kunne sætte ind med en kritisk agenda. Endelig vil jeg til sidst tage hul på en diskussion af, hvilke æstetiske former, der overhovedet i dag kan bruges i en kritisk-politisk strategi. Det siger sig selv, at det alt sammen er tanker, som er både ufærdige og forsøgsvise. Til debat, som man siger.
Litteratur og politik – historisk set
Baggrunden for, at vi sidder her i dag og skal tale om litteratur og politik, er som bekendt den historiske udvikling, der fandt sted i 1800-tallet med samfundets modernisering, industrialisering og sekularisering. Denne udvikling – beskrevet af sociologer som Marx, Durkheim og Weber – betød en differentiering og udspaltning af de enkelte samfundsområder i relativt autonome sfærer. For kunstens og litteraturens vedkommende indebar udviklingen to ting: for det første, at den blev frigjort fra at skulle tjene dels kirken, dels staten og kongemagten. I stedet blev den underlagt markedet og den politisk-kulturelle offentlighed, som allerede begyndte at vokse frem i slutningen af 1700-tallet med de borgerlige revolutioner. Det betød en hidtil uset frihed, forstået på den måde at kunstnerne nu helt egenrådigt kunne vælge at lave den kunst, de selv følte var vigtigst, i stedet for bare at lave værker på bestilling fra samfundets magthavere (man kan her eksempelvis tænke på maleren Velasquez, som allerede på et meget tidligt tidspunkt, fordi han var så dygtig en embedsmand ved hoffet i Spanien, kunne skaffe sig fritid, hvor han begyndte at male de berømte billeder vi beundrer i dag på Prado, Las Meninas, dværgene, narrene osv.). Der blev med andre ord åbnet rum for det, vi kender som ’kunstens autonomi’. Kunsten og litteraturen skulle kun tjene og stå til ansvar for én herre: sig selv.
Frigørelsen fra de andre, praktiske livsområder betød imidlertid også, sådan er det i hvert fald blevet set, at kunsten og litteraturen mistede betydning. Den blev til et lille, forholdsvis uskyldigt reservat for underholdning og afslapning, hvor borgeren kunne søge hen, når de alvorligere forretninger var overstået, for at hygge sig med en bog eller en teaterforestilling eller et kunstværk. Som han så kunne glemme i samme øjeblik, han igen bevægede sig ud i verden for at handle og være praktisk. Eller den blev til – igen uskyldigt – tidsfordriv for borgerskabets og aristokratiets damer, som ikke havde andet at give sig til, end at slå tiden ihjel med den slags fornøjelser.
Netop denne afvikling af kunstens direkte samfundsbetydning var afsættet for avantgarden, som allerede begyndte at røre på sig i slutningen af 1800-tallet, men for alvor brød frem i begyndelsen af det 20. århundrede med futurismen i Italien, ekspressionismen i Tyskland, konstruktivismen i Rusland – og senere dadaismen og surrealismen, som havde flere geografiske platforme. Grundtanken i avantgardekunsten – herunder litteraturen – var, at uanset hvor kritisk et ’budskab’, man fyldte et kunstværk med, så battede det alt sammen ingenting, så længe værket forblev autonomt. Så ville denne autonomi eo ipso forhindre, at det nogensinde kunne føre til, at det fik betydning uden for det æstetiske reservat, dvs. i forhold til fx økonomi og politik. Selv en nok så kradsbørstig roman om social og økonomisk undertrykkelse og ulige politiske magtforhold ville automatisk blive til betydningsløs søndagsunderholdning hjemme i lænestolen – glemt i samme øjeblik værket blev klappet i.
Det der i stedet var behov for, mente avantgardisterne, var en gennemhulning af selve værkbegrebet, af kunstens og kunstinstitutionens autonomi, således at kunsten – med Peter Bürgers udtryk – kunne blive ’ophævet i livspraksis’. Heraf opstod alt det vi kender så godt fra avantgardens raritetskabinet i form af dramatiske værker, hvis enhed var helt punkteret til fordel for en åben, støjende montage, der skulle vække publikum af dets sløve halvslummer, få dem op af lænestolene og ud i verden og handle. Og med handling tænkte den historiske avantgarde primært på én ting: total samfundsrevolution. Hvad enten det var i fascistisk eller kommunistisk retning. Det var altså hér kunsten og litteraturen, kan man sige, for alvor begyndte at ’flytte hjemmefra’.
Den historiske avantgardes politiske mission blev som bekendt kort. Trods dens voldsomme udladninger var der reelt kun tale om noget, der varede få år. Dels første verdenskrig, dels – og især – anden verdenskrig satte en foreløbig brat stopper for de radikale eksperimenter. Men i sidste halvdel af 60’erne vågnede den til dåd igen. Nu med en helt anden succes og gennemslagskraft. Såvel minimal art (som man ganske vist kan diskutere, om er modernisme i en sen og radikal fase eller avantgarde) som popart – for ikke at tale om situationistisk performance – blev hurtigt de store billetsælgere inden for kulturen. Ja var endog – vil nogle sociologer mene – med til at trække samfundet i den retning, som har været dominerende de sidste 40-50 år, nemlig mod demokratisering, grænseopløsning, liberalisering af alle livsområder og endegyldig opløsning af den hierarkiske enhedskultur. Kort sagt: det førte til, at den aktivt var med til at skabe den verden, som de fleste af os her i lokalet er født ind i. Ikke tilfældigt blev både popart og opart således hurtigt stilskabende også inden for mode og design, dvs. den bredere forbrugskultur. Og på den måde er det gået mange andre kunstneriske fænomener fra 60’erne.
Der er forskellige meninger om, hvorvidt denne succeshistorie for avantgarden har nogen kritisk-politisk slagkraft eller ej. Mange mener ja, idet de lægger vægt på, at politisk kritik i efterkrigstiden ændrer sig – og nødvendigvis må ændre sig – fra totalitaristiske revolutionsdrømme til det som Nicolas Bourriaud rammende har kaldt ’mikroutopier’. Dvs. hvor det ikke så meget handler om, at hele samfundet skal omkalfatres fra ende til anden, men mere om at skabe nye æstetiske artefakter – som igen kan danne modeller for nye livsformer. Fx i form af installationsværker eller ’tomme bøger’, der ikke præsenterer beskueren og læseren for et færdigt, velafrundet udsagn, men på demokratisk vis inviterer denne til selv at interagere med kunstobjektet og være med til at skabe dets betydning.
Men der er også nogle, som mener nej. Velkendt har således været Peter Bürgers vedholdende diskvalificering af 60’er-avantgarden – også kaldet neoavantgarden – for at foregive at være kritisk, men i virkeligheden blot være de nye kunstinstitutioners og det nye kunstmarkeds største darling. Lidt lige som når overklassekvinden fru Kryger i Hærværk kaster sig liderligt over Ole Jastrau med ordene (frit efter hukommelsen): ’De væmmelige, De skrækkelige, De beskidte, brutale vilddyr af en mand!’. Kort sagt: stadig som uskyldig underholdning, nu kun med en hyklerisk etikette på, der siger ’farligt, politisk sprængstof, handle with care’. Med sociologen Rasmus Willig kunne man tale om, at det er den lille kritik, der huserer, mens den store kritik går fløjten.
Litteratur og politik i dag
Det fører mig frem til mit andet punkt, nemlig hvordan det forholder sig med litteratur og politik i dag. Situationen er nu den, at kunsten – og især litteraturen – er endnu mere afsondret fra de praktiske livsområder end den nogensinde har været. Mens den stadig i 60’erne blev set som havende en central betydning for udviklingen af det moderne samfund i efterkrigstiden – hvilket herhjemme var baggrund for oprettelsen af kulturministeriet og senere reformen af Statens Kunstfond, for ikke at tale om, at det var baggrund for, at landets politiske magthavere så det som deres vigtige opgave at inddrage kunsten og kulturen (frem for alt finkulturen) på central vis i samfundsudviklingen – så kan man spørge sig selv, hvilken rolle kunsten og litteraturen overhovedet kan spille på den bane i dag (for nu at bruge den kulturelle metaforik, der efterhånden helt har udraderet finkulturens, nemlig sportens)? Havde dette her konvent fundet sted i 1960’erne, er det ikke usandsynligt, at der ville have siddet indtil flere toppolitikere med ved bordet – måske endda statsministeren selv (som Viggo Kampmann gjorde det i 60’erne). Det gør der ikke. Og pessimister vil derfor mene, at det at tage diskussionen om litteratur og politik op i dag, bare er lidt lir før lukketid, som aldeles ingen betydning har for andre end de tilstedeværende i denne lille lukkede kreds – plus måske et par enkelte andre ’fra miljøet’.
Jeg vælger nu at se det på en anden måde. For jeg tror man skal passe på med at undervurdere den betydning kunsten og litteraturen har – også i den bredere samfundsdebat – i dag, hvor vi indimellem kan synes, at den ligeså godt ikke kunne være der (’åh, så lad da for helvede bare Camilla Läckberg og Jussi Adler få alle hylderne i Føtex med deres frie bogpriser og deres triviunderholdning efter de mest velkendte og udtrådte formskabeloner!’). Når vi let kan undervurdere den betydning, jeg mener kunstens og litteraturens kritiske engagement og udsagn stadig har, trods den indskrænkede politiske og institutionelle opbakning, skyldes det dels, at den har tendens til at virke på et forholdsvis usynligt plan, hvor det kan være svært at måle dens indflydelse og påvirkning, nemlig i det enkelte menneskes hoved og følelsesliv; dels at den virker på langt sigt snarere end lige her og nu, idet den er med til at præge vores mentalitet helt ned på dybdeplanet. Begge dele er svære at måle objektivt, og derfor kan det – eftersom vi i vores samfund helst kun regner med ting, der kan måles og vejes og kvantificeres – se ud som om, den nærmest ingen betydning har.
Hvis vi så forudsætter, at dette er rigtigt, altså at kunsten og litteraturen stadig har og i fremtiden også kan få politisk betydning – nemlig i og med sin prægning af de individer der til enhver tid udgør ethvert samfund – hvad kan den så sige noget om? Her er der selvfølgelig et utal af bud – og vi kommer nok til at diskutere mange, kunne jeg forestille mig, også mange forskellige, i løbet af de næste par dag. Dette er jo også en af de ting, der adskiller vores diskussion om litteratur og politik fra de diskussioner, man havde i 60’erne og tidligere. Dengang var det mere selvklart og indlysende, hvad der var centralt at diskutere, hvor det brændte mest på. I mellemkrigstiden handlede det om diskussion af det borgerligt-kapitalistiske samfund; i 60’erne var det især diskussioner af velfærdssamfundet og dets blinde vinkler, der stod på plakaten, i 70’erne var det klassesamfundet samt kvindernes ligestilling, der blev diskuteret af stort set alle involverede parter. Men hvad med i dag? Emnerne kan indimellem synes så mangfoldige, at man ikke aner, hvor man skal ende og begynde det velmenende engagement (noget, jeg synes Kirsten Hammann har spiddet så fantastisk præcist i hybridromanen Fra smørhullet)?
Det er her jeg ser et seminar som dette som stærkt relevant. For jeg må indrømme, jeg tror, at hvis et fornyet politisk engagement i litteraturen skal batte noget, så er det nødvendigt at foretage en lidt mere tilbundsgående analyse af, hvad det er for en samfundsstruktur, vi lever under, og hvor det er skoen – eller måske rettere skoene i pluralis – klemmer i dag i denne struktur. Ellers bliver det netop lidt hid og did – lidt om Irak-krigen, lidt om de fattige i Afrika, lidt om klimaet osv. Eller det bliver til perspektivløse angreb på partier og enkeltpolitikere. Jeg kan godt sige, hvor jeg selv synes, det er værd at begynde en sådan analyse for at få klarhed over, hvad det er for et samfundsgrundlag, der overhovedet står til diskussion i nutiden, nemlig i de teorier, som i gennem de sidste årtier er blevet udviklet inden for sociologien under overskrifter som ’senmoderniteten’, ’den anden modernitet’, ’den nye kapitalisme’, ’det globale netværkssamfund’, ’neoliberalismen’ osv. For nylig har vi også fået nogle gode værker skrevet på dansk om dette emne. For mig at se, er en af de vigtigste udgivelser i de senere år, Ove K. Pedersens bog Konkurrencestaten (2011). En anden udgivelse, som jeg synes er væsentlig i forhold til at få klarhed over den samfundsmæssige situation, vi står i netop nu, er det nyeste nummer af KRITIK, som jeg også selv har bidraget til, med temaet: ’liberalisme og kultur’ (nr. 206, 2012).
Udgivelser som disse er med til at give en god pejling af, hvad det er for en samfundsstruktur, som hersker i dag – og dermed også give en pejling af de problemer, der måtte være knyttet til denne samfundsstruktur. Det er en viden, jeg selv har forsøgt som kritiker at bringe i spil i forhold til den nyere og nyeste danske litteratur. Således har jeg bl.a. bidraget til den bog, der hedder Velfærdsfortællinger, som kom i 2010 (redigeret af Nils Gunder Hansen), med en artikel om Jan Sonnergaards Radiator-trilogi og Christian Jungersens thriller-/arbejdspladsroman Undtagelsen. Her sætter jeg faktisk et stort spørgsmålstegn ved, om den velfærdsmodel, hvis fortællinger antologien angiveligt har til formål at udforske, overhovedet stadig er gældende i dag.
I forhold til denne forståelse af samtiden – ikke som velfærdssamfund, men som konkurrencesamfund – læser jeg så de to nævnte romaner, som jeg mener giver nogle kritiske æstetiske bud på, hvordan dette samfund påvirker det enkelte menneske, og også påvirker det negativt, i forhold til dets opfattelse af både sig selv og andre mennesker. Idet alle menneskelige forhold bliver tænkt inden for konkurrencediskursens instrumentaliserende rammer sker der dels det, at individet udelukkende oplever sin egen værdi i forhold til en økonomisk målestok, hvilket der kan komme nok så megen socialpsykologisk dårligdom ud af – fra depression, angst og misbrug af forskellig art til decideret psykopati. Det sidste ser vi rigeligt med eksempler på, både hos Sonnergaard og Jungersen. Ligesom det påvirker enhver menneskelig relation. Hvad vi også ser masser af eksempler på i de to forfatteres romaner. Man kan sige, at det de to forfattere gør, er at vidne ud fra et førstepersonsperspektiv om, hvordan det er at leve i et samfund, hvor vi alle er tænkt ud fra markedets idé. Ud fra markedets logik.
Hvad kunne man da forestille sig at sætte i stedet? Her kommer vi nok til det absolut kildne punkt, når det drejer sig om et politisk wake-up call for litteraturen i dag. For vi har jo lært af vores guruer fra 60’erne (og deres disciple af i dag), at vi ikke må have nogen utopier, nogen visioner om det bedre liv whatsoever, idet alle positive visioner om noget som helst, rummer deres egen totalitarisme og eksklusion i sig. Hedder det sig. Her har jeg personligt en anden holdning: Uden forsøg på at tale om, hvilke positive normer, der evt. kunne erstatte de gamle, negative og destruktive, mener jeg simpelthen vi bliver ved med at tæske rundt i sandkassen som forvirrede børn med bind for øjnene. Eller som don quixotiske riddere omkring vindmøllerne. I en eller anden forestilling om, at det bedste ville være det totale anarki, friheden fra alle samfundsmæssige, normative bånd. Det lader sig slet og ret ikke gøre. Som mennesker socialiseres vi under alle omstændigheder – spørgsmålet vi skal diskutere er altså ikke det, at vi bliver socialiseret, men hvordan vi bliver det. Hermed siger jeg dog ikke, det er vigtigt for mig at understrege, at kunsten og litteraturen partout skal udmønte konkrete, positive modforestillinger. Men jeg siger, at den måske, i og med sin vidnen, i og med sin æstetiske fortolkning af de givne livsforhold, kan være med til at sætte en bevidstgørende bevægelse i gang, som efterfølgende kan være med til at anspore til sådanne forestillinger.
Hvilke litterære former kan være kritiske?
Til sidst vil jeg bare gerne helt kort sige et par ord om, hvilke æstetiske former, der kan bære et kritisk sprog i dag. Jeg har jo i den førnævnte artikel skrevet om to forfattere, der må siges at dyrke den klassiske realistiske (dvs. værkafrundede, illusionsbårne) roman – om end med lidt forskellige formelle nyindspil, så som underminering af fortælleren og opbrydning af kompositionen. Ifølge en stor del af avantgardeteorien – ikke mindst den vi har fået ind med modermælken fra 60’ernes opbrudskunstnere og -tænkere – er enhver værkautonomi imidlertid dømt til at reproducere de givne strukturer – og altså dermed være affirmativ frem for kritisk.
Nuvel, her mener jeg, man blive nødt til at se i øjnene, at et og andet har ændret sig siden 60’er-avantgardisterne slog deres folder. Og dette noget hedder ’oplevelsesindustrien’. Som igen må ses som en kulturel aflægger af det neokapitalistiske konkurrencesamfunds vinden frem. Mens 60’ernes opbrudskunstnere stadig opererede på baggrund af de sidste rester af en nogenlunde stabil enhedskultur – med familien og nationalstaten som de institutionelle rammer, der var med til at sikre denne stabilitet – så må vi se i øjnene, at disse sidste bastioner for det moderne borgerligt-kulturelle hegemoni nu også er faldet. Det betyder – som bl.a. sociologerne Chiapello og Boltanski har vist – at er der noget, vor tids kulturelle markedsdemagoger elsker, så er det lige præcis avantgardismens opbrudte formsprog. Fordi det i den grad er kompatibelt med netværks- og konkurrenceøkonomiens ønske om at skabe total grænseløshed, totalt flow og total fleksibilitet på det horisontale plan, uden nogen hæmning af hverken menneskelige eller andre ’tunge’, vertikale realitetsfaktorer.
Vi skal kort sagt alle gerne betragte både os selv og vores omgivelser som til enhver tid konstruerbare og omformulerbare. Og her viser avantgardens formsprog sig ofte som gefundenes fressen. For blot at nævne ét eksempel: Da universitetet – lige som alle andre samfundsinstitutioner p.t. – begyndte at blive bombarderet med krav om, at vi skulle ’erhvervsliggøre’ os selv, blev jeg bedt om at slå et kursus op under overskriften ’innovation og avantgardekultur’. Ud fra den – efter min mening – helt korrekte antagelse, at hvis der var noget inden for kunsten og kulturen, som kunne være med til at trække det neoliberalistiske lyntog fremad var det den avantgardistiske kunst med dens paroler om, at intet måtte være fastlåst, at alt hele tiden skulle fremstå som flygtigt, udskifteligt og uden en fast afsenderinstans. Sådanne æstetiske koder og modeller er, skulle jeg hilse at sige, perfekte for den herskende diskurs’ forvaltere (hvilket erhvervsmanden Mads Øvlisens virke inden for kunstområdet i øvrigt også med al tydelighed har bekræftet).
Peter Bürger er ofte af senere avantgarde-praktikere og -teoretikere blevet hånet for sit kritiske opgør med neoavantgarden. Men måske er det på tide, vi overvejer om manden kunne tænkes at have en pointe. Han siger endvidere – jeg kan ikke huske om det er i Theorie der Avantgarde eller andetsteds – at det mest virkningsfulde sted for kunsten at være kritisk i dag, rent faktisk er gennem det autonome værk. Fordi dette, netop i kraft af sin autonomi, er i stand til at bevare en distance til den socialitet, der skal behandles og kritiseres.
Jeg skal ikke her stille mig op med nogen fast formulerede svar på, hvad der i den henseende er rigtigt eller forkert. Kun synes jeg, Bürgers pointe fortjener en smule mere overvejelse, end den hidtil har fået. I hvert fald kunne man forestille sig, at den ’konstruktivisme’, som har været et så fremherskende æstetisk element i den avantgardistiske tradition, og som stadig har vældig vind i sejlene i store dele af den nyeste litteratur, måske godt kunne trænge til at blive udfordret en smule af nogle andre æstetiske koder og modeller. Her tænker jeg eksempelvis på nye æstetiske former, der i stedet for at være ensidigt beskæftiget med at se alt som grænseløst omformulerbart, så, at der muligvis også er visse grænser for konstruktion. Ikke for at henfalde til konservativ pukken på en gammel, udslidt samfundsorden og menneskeforståelse. Det der så grimt hedder ’essentialisme’ (gud fri os fra det!). Men for at sætte en humanistisk kritik ind mod den neoliberalistiske markedstænknings forestilling om, at der absolut slet ingen grænser – heller ikke menneskelige – er for, hvad der kan laves om i konkurrencefeberens tegn.
For mig at se er det bl.a. sådan en type kritik, en forfatter som Karl Ove Knausgård forsøger at udfolde i Min kamp, og som muligvis også kan bruges som inspiration for en nytænkning af det politiske inden for en dansk litterær kontekst. Jeg tænker også, at det muligvis er noget af det, der ligger bag den yngre litteraturkritiks talen om nye ’materialismer’ inden for litteraturen – hos Bjørn Rasmussen fx. Men man kunne måske også forestille sig helt andre former, som vi endnu har til gode at se udfoldet.
Nytter det no’et?
Til allersidst: afmægtigheden synes at være en udbredt følelse for mange i dag, hvor det perfekte hegemoni lader til at være opnået i form af markedets diktat på alle samfunds- og livsområder, herunder det vi selv beskæftiger os med, nemlig litteraturen. Selv dem, der er utilpasse ved situationen har angiveligt svært ved at forestille sig andre veje og muligheder end blot at prøve at hænge på ’togvognen’ så godt man nu kan (og som vi tydeligt kan se, er der mange, der må give op og falde af i farten). Ernst Blochs berømte idé om ’princip Håb’ synes at være blevet vendt 180 grader til ’princip Håbløshed’.
Min egen lille private metode til at holde modet oppe og ’galden flydende’ er at tænke på, at der jo rent faktisk ikke er nogen af os, der kan forudsige, hvor det hele vil ende. Derfor kan man vel lige så godt forsøge at tro på, at forandring faktisk er mulig, og på at det er igennem menneskers drømme, tænkning og handlinger, at den skal komme. Hvis ikke det var sådan, ville der aldrig være sket nogen positive forandringer. Vi ville stadig have trukket hinanden rundt ved hårrødderne og delt slag ud til hvem som helst med stenalderkøllerne. Civilisationen er ikke død. Endnu. Den er en fortsat udfordring. Og vi har kun os selv og vores desillusion og defaitisme at takke, hvis den skulle ende med helt at forsvinde.
Engang imellem kan jeg ikke lade være med at tænke på en forfatter, som Villy Sørensen. Han blev ofte, og mere og mere som årene gik, beskyldt for at være naiv og ’pladderhumanistisk’ i sit utrættelige nyradikale og humanistiske engagement. Alligevel veg han ikke tilbage for i 70’erne at sætte sig ned sammen med en fysiker (Niels I. Meyer) og en politiker (K. Helveg Petersen) og skrive bogen Oprør fra midten. Der blev delt mange klaps ud til dem fra snart sagt alle sider. Men den bog betød faktisk noget, vil jeg mene. Den blev diskuteret. Og hvem siger, at dens tanker om ligevægtssamfundet ikke også var med til at flytte noget?
Så sort det end indimellem kan se ud i vores tid, er der dog vitterlig også sket fremskridt, fx i forhold til den bevidsthed om ’grænserne for naturudnyttelse’, som er en af pointerne i Oprør fra midten. Hvem siger, at det ikke netop er en bog som denne, der har været medvirkende til at forme den økologiske bevidsthed, som selv de argeste markedsapostle og vækstguruer dog bliver nødt til at tage stilling til i dag, hvis de skal have nogen gang på jorden? Hvem siger, at al forandring absolut skal have ramasjang-karakter? At den ikke kan komme i små nøk, skridt for skridt? Og hvem siger, at ikke nogle af de litterære såvel som kritiske værker, der bliver skrevet lige her og nu, på samme måde, på et eller andet tidspunkt vil have indflydelse på, at vi måske bliver mere bevidste om andre grænser, som markedet og den konstruktivistiske diskurs er godt i gang med at øve voldgreb mod? Igen: man har da lov at håbe.