KIRSTEN THORUP
LITTERATUR OG POLITIK
Der er noget iscenesat og teateragtigt ved politik og de politiske aktører som de fremtræder på skærmen i den endeløse soap. Der er mere fiktion end virkelighed derinde i studierne og on location ude på fortovet foran politikernes villaer. De har indlært nogle få replikker, som de så til gengæld kører i båndsløjfe døgnet rundt, uanset de spørgsmål der bliver stillet. Der er både helte og skurke i det politiske teater, og det er os tilskuere, “folket” og “eliten”, der stemmer dem ud eller ind som i en slags Teatersport, en interaktion mellem scenen og salen, mellem skærmen og sofaen.
Politik findes overalt, dvs. overalt i alle medier. Vi bliver forfulgt af politik og politikere. Politikken kommer ind gennem væggene, ind i stuen til det ensomme massemenneske, der altid er alene hjemme foran fjernsynet. Jeg er begyndt at slukke når partipolitikerne dukker op i debatterne på skærmen og i dabradioen. Jeg får myrekryb af det. Jeg er stopfodret til kvalmegrænsen. Selvfølgelig har jeg også mine helte. Men modsat den virkelige fiktion, litteratturen, er der flere skurke end helte på den politiske scene.
Medierne fabrikerer fortællinger til os seere, lyttere, læsere, forbrugere. Det er det medierne er til for. Medierne formidler politikernes fortællinger om os og om sig selv. Meningsmålinger og gallupundersøgelser forsyner partier og medier med det stof fortællingerne er lavet af: Hvilke behov vi har, hvilke holdninger og meninger vi har om alt, stort og især småt, hvilke partier vi vil stemme på, hvad vi spiser til morgenmad, hvilke ugeblade vi holder, hvilke undertøjsmærker vi foretrækker, hvordan vi sover om natten, hvilke blodtype vi har, hvordan vi vurderer vores livskvalitet på en skala fra 1 til 7. Det er et anstrengende og tidskrævende arbejde for os stressede hverdagsmennesker at få indhegnet os selv i det rigtige segment og leveret alt det drømmestof, Gallup og Megafon skal have indsamlet til mediernes og politikernes fortællinger.
Den politiske virkelighed er mere fiktion end fiktionen og litteraturen. Politik er blevet et mediemareridt, man ikke vågner op af, en evighedsmaskine ingen stopper. Og hvad er så litteraturens og digtningens svar på den politiske magts virkelighedsfiktion? Er det en slags metafiktion oven på mediefiktionen? En galskabens grænseoverskridende politiske satire? Hvordan forholde sig til en politisk virkelighed i opløsning, et diffust og uigennemskueligt kontrol- og overvågningssamfund, hvor økonomien er den nye statsreligion, hvor staten og neoliberalismen er smeltet sammen, og viljen til magt er camoufleret af spindoktorernes manipulerende newspeak? Bliver et digt “politisk” af at man bruger ord som “Casinokapitalisme”, “dronefly”, “Co2-udslip”, “klimaforandring”? Bliver en roman “politisk” af, at personerne befinder sig på et plejehjem, på en lukket afdeling, deltager i en demonstration, husbesættelse eller civil ulydighed? Eller er “politisk litteratur” en outdated kategori fra 70´erne? Bortset fra at politisk litteratur har eksisteret ned gennem litteraturhistorien lige fra de græske tragedier: “Antigone” er et godt eksempel, Dantes “Den guddommelige kommedie” et andet, Tolstoy, Klaus Mann, Pasolini, Heinrich Böll og så videre frem til nutiden. Er det muligt nu hvor vi ikke længere befinder os i nutiden, men allerede langt inde i fremtiden, at skabe en ny “politisk litteratur” (måske skulle vi kalde det noget andet), hvor en ny politisk virkelighed skaber et nyt formsprog, en ny “sproglighed”, hvor det politiske og æstetiske projekt indgår i en integreret helhed?
Som I nævner i indbydelsen til konventet, lever vi i en mere og mere politiseret verden, i et spejlkabinet af Christiansborg-standup og politiske kommentatorer der kommenterer og vurderer forestillingerne simultant og sætter politikernes performance til salg for enhver pris. Man kunne også hævde at vi lever i et af-politiseret massesamfund, i og med ethvert politisk projekt opløses i underholdning og spin og dermed drænes for indhold. Og alle vi foran skærmen bliver reduceret til manipulerbare politiske forbrugere. Nogle analytikere hævder ligefrem at vi lever i en post-politisk tid. At den politiske sfære har mistet sin mening og retning og sejler rundt som en forladt tømmerflåde i et oppisket hav af trusler om finanskriser, børskrak og euro-kollaps. Det politiske ideal er ikke længere “frihed, lighed og broderskab”, men “lykke”. Og lykkelige forbrugere gør ikke oprør. Der regeres som i Romerriget med “brød og skuespil/underholdning til folket”. Med den forskel at “brødet” er blevet skiftet ud med “pisk og gulerod”. Og i øjeblikket er det mest pisk, der står på menuen.
Litteraturen afspejler sin tids, samtidens politiske klima. Alt hvad der vælter ind over os i de trykte, elektroniske og sociale medier. Hvad der sker i virkelighedens verden, inde bag murene og ude på gaden, om natten, om dagen, på Nørreport Station, hvor tiggerne konfronterer os med Rigets tilstand side om side med minkpelsene, der også benytter S-toget ind imellem, nu det er blevet så dyrt og besværligt at parkere i Indre By. Alt opfanges af den overfølsomme seismograf og genopstår i teksterne direkte eller indirekte, i åbenbar eller fortrængt form. Den tid vi lever i bliver indtaget og fordøjet af den altædende litteratur og spyttet ud igen i mange forskellige iklædninger. Litteraturen kortlægger samtiden i et puslespil, hvor brikkerne/de bøger der skrives, netop ikke falder i hak efter et på forhånd fastlagt mønster, men skaber et andet dybere bagvedliggende mønster, en anden verden, et andet sted.
I en tid hvor den politiske virkelighed er blevet til fiktion og performance, manifesterer den herskende politiske tilstand sig allertydeligst i det litterære formsprog, i teksten, i en anderledes sprolig kadance, i nye genrer, blandingsformer, genreforskydninger. Og at kaste de gamle former af sig, at opfinde eller genfinde nye udtryk i litteraturen for at kunne sige det, man har at sige, lige præcis sådan som det skal siges, handler om at tage sig den frihed, der definerer litteraturens rum. Friheden til at sige hvad der er tvingende nødvendigt eller lystfyldt/radikalt på den måde der udfolder tanken, tilstanden, sansningen, erfaringen, digtet, romanen optimalt.
“Politikkens raison d´être er frihed” (ifølge Hannah Arendt). Og her mener hun politik i den klassiske definition. Den amerikansk/bulgarske kunstner Christo siger: “Al kunst er et råb om frihed”. Det er ordet frihed der forbinder de to citater, de to virkelighedsrum, kunsten og politikken, i en utopisk symbiose. Men ironisk nok er det diktaturer og totalitære regimer der har haft størst forståelse for litteraturens og kunstens politiske potentiale. Hvad enten disse regimer har bortcensureret værkerne og skaffet sig af med deres ophavsmænd/kvinder eller spændt litteraturen og kunsten for propagandavognen.
Endvidere siger Arendt: “Politikkens erfaringsrum er handlingen”. Og at skrive er ligeledes, uanset hvad man skriver om og hvordan, en aktiv handling i tid og rum. Men i det fælles erfaringsrum, i handlingen, opstår modsætningen mellem politik og litteratur, hvis forfatterne bruger litteraturens rum som dét rum, hvor alt kan siges i erkendelsen af, at alt kunne være anderledes, at enhver orden kunne erstattes med en anden orden. Denne anerkistiske insisteren på frihed vil ethvert magtsystem føle sig truet af, når kunsten overskrider tabuer og nedbryder den herskende politiske og moralske lov og orden. Hvis litteraturens raison d´être er frihed, så må litteraturen nødvendigvis komme på kollisionskurs med de givne magtsystemer og være en torn i øjet, der skal fjernes eller omklamres og uskadeliggøres.
Litteraturen kan ikke tildeles nogen udefra dikteret rolle i samfundet, som forfatterne skal være forpligtet til at påtage sig. Det er den skrivende der suverænt definerer sin rolle og definerer hvem han eller hun er. Litteraturen er et ligeværdigt møde, et frirum, en samtale, en udveksling af erfaringer, drømme, visioner (politiske eller ikke-politiske), en mellemmenneskelig udveksling, der foregår uden for magtens og mediernes styrende og formidlende indblanding. Det er med denne (måske illusoriske) følelse af frihed vi skriver os ind tiden og samfundsrummet eller sætter os udenfor.